Julestue 9.12.2018 kl. 14 - 17

 

Julehygge i Johanne Grønbechs Hus, Nørregade 12.

Traditionen tro holder Løkken Museum julestue i Johanne Grønbechs hus. Det sker søndag d. 9. december. Museet åbner kl. 14.00. Derefter serveres museets specielle gløgg og hjemmebagte vafler, som bages på det gamle komfur efter god gammel opskrift og med gammeldags vaffeljern.

Det hyggelige skudeskipperhus er pyntet op med lys og gran, og vi er klar til at modtage gæster. Juleudstillingen rummer spændende og interessante billeder og andre effekter, som er givet til museet i årets løb, desuden kan man stadig se efterårets maleriudstilling med Anders Norre m. flere. Man kan også se museets faste udstilling om skudehandelen og dens betydning for Løkken.

Ved julestuen er der gode muligheder for at få ideer til julegaver. Her kan købes de to nye bøger: ”Overmod – Løkken Sparkasses kollaps” af Kristian Andersen, Hans Fink, Egon Kjøller Nielsen og Peter Ussing og ”Den store Vækkelse” af Simon Jacobsen. Man kan købe bøger, som ”Lokalforlaget Løkken” har udgivet og Billedsamlingens hæfter om lokale kunstnere, Ladeplads, klippeark, postkort mm.

Vi håber mange vil besøge julestuen. Der er gratis adgang og alle er velkomne.

Bøger og Ladeplads kan torsdage fra kl.19 til 21.30 købes på Lokalhistorisk Arkiv på Løkken Skole, indgang ved biblioteket.

TOP